Påskekage
Til påske fik jeg afprøvet en lækker kage der bestod af en gulerodskage og en citronfromage.
Det var en rigtig lækker kombi, med det sødlige fra gulerødderne og det syrlige fra fromagen. Det var ihvertfald et hit blandt gæsterne, så det bliver ikke sidste gang den bliver lavet.
Kagen kan med fordel laves dagen før, det gør den kun bedre hvis du spørger mig.
Opskriften er til 8-10 personer og tager ca 6 timer at lave
Gulerodskage
300 g groftrevet gulerødder
120 g blødt smør
175 g sukker
150 g hvedemel
50 g mandelmel
4 æg
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
Tænd ovnen på 175°c
Pisk smør og sukker sammen.
Kom æg, gulerødder og mandelmel i dejen.
I en anden skål blander du mel, salt og bagepulver.
Vend de to blandinger sammen og kom alt dejen i en smurt springform på ca 20-23 cm i diameter.
Bages i ca 45 min, tjek kagen med en kødnål om den er færdig.
Lad kagen køle helt af i formen
Citronfromage
5 blade husblas
3 æggeblommer
3 æggehvider
80 g sukker
Revet citron skal fra 2 citroner
1 dl citronsaft
1 ½ dl fløde
Læg husblas i blød i koldt vand i 10 min
Kram det værste vand fra husblassen.
Smelt enten husblassen over vandbad eller i en mikroovn.
Pisk æggeblommer, revet citronskal og sukker, til lyst og luftigt æggesnaps.
Husblassen piskes sammen med citronsaften og hældes derefter langsomt i æggemassen, imens der konstant piskes grundigt for at undgå vingummier.
Pisk fløden luftig og vend det herefter forsigtigt i æggemassen med en dejskraber.
Pisk æggehviderne stive og kom 2 spsk af dem i citronfromagen.
Rør det nænsomt sammen, og kom derefter resten forsigtigt i, uden at slå for meget luft ud.
Derudover
1-2 dl fløde
Påskeæg til pynt
Kagen samles
Kom citronfromagen på gulerodsbunden og sæt den på køl i nogle timer, gerne til dagen efter.
Kom kagen ud af formen.
Pisk fløden luftigt og kom rundt om kanten, evt lidt på toppen også.
Pynt med påskeæg.